En sikker flyvning starter på jorden – og EASA har forbedret sikkerheden i lufthavnene siden 2014. EASA's arbejde med lufthavne berører alt det, du ser, når du kigger ud af vinduet, mens du venter på dit fly, samt mange ting, der ikke er synlige, men som alligevel er på plads for at sikre sikkerheden.
Lad os lige lægge ud med lidt terminologi: I EASA's luftfartsjargon kaldes lufthavne for "flyvepladser". I denne EASA Light-artikel vil vi fortsætte med at bruge udtrykket "lufthavn(e)", men lad os bruge et øjeblik på disse to udtryk.
Hvad er en flyveplads?
En flyveplads er et nærmere bestemt område af en lufthavn, der bruges til luftfartøjers ankomst, afgang og trafik på jorden. Flyvepladser omfatter flyvefelter, helikopterflyvepladser, lufthavne og militære flybaser.
Hvorfor siger EASA "flyvepladser" i stedet for "lufthavne"?
Ud over den infrastruktur, der benyttes af luftfartøjet, har lufthavne én eller flere terminaler med butikker, parkeringspladser og andre faciliteter, som ikke bruges til flyveoperationer. Selv om en flyveplads normalt er en del af en lufthavn, er ikke alle områder i en lufthavn omfattet af EU's sikkerhedsbestemmelser for flyvepladser. Disse bestemmelser gælder kun for den infrastruktur, der anvendes af luftfartøjer, og der er derfor, vi bruger den tekniske term "flyveplads".
Hvilken rolle spiller EASA med hensyn til lufthavne?
Lufthavne er komplekse af natur og en vigtig del af transportnetværket med sikker og hurtig transport. De er samlingspunkt for lufthavnsoperatører, flyselskaber, groundhandlere og luftfartstjenesteudøvere. Lufthavne har været integreret i EASA's ansvarsområde siden 2009. Det var dengang, Kommissionen efter aftale med medlemsstaterne (EU- + EFTA-staterne: Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein) besluttede, at visse lufthavne skulle anvende de fælles EU-sikkerhedsregler. EASA fik mandat til at udarbejde disse regler, som derefter blev vedtaget af Den Europæiske Union. De første EU-lufthavnsregler blev offentliggjort i 2014 og er opdateret flere gange siden da for at sikre et højt sikkerhedsniveau i lufthavnene.
EASA udarbejder reglerne for de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med lufthavnene, samt reglerne for lufthavnenes organisation og drift. Disse regler er indeholdt i de såkaldte gennemførelsesbestemmelser, acceptable måder for overensstemmelse og det vejledende materiale vedrørende forordning 139/2014. Desuden udarbejder EASA's eksperter certificeringsspecifikationerne for udformningen af lufthavnsinfrastrukturen på grundlag af reglerne fra Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). En ny lovgivning, der forventes at foreligge ved udgangen af 2024, vil også omfatte groundhandling.
Hvis du vil vide mere, kan du tjekke EASA's regler for lufthavne.
Hvilke lufthavne skal anvende EU's fælles sikkerhedsregler?
Lufthavne, der opfylder følgende kriterier:
- a) er åbne for offentlig brug
- b) anvendes til erhvervsmæssig lufttransport og
- c) har en asfalteret instrumentlandingsbane på mindst 800 meter eller udelukkende betjener helikoptere, der benytter instrumentindflyvnings- eller udflyvningsprocedurer.
Nogle lufthavne kan dog fritages fra at anvende disse regler af den relevante medlemsstat, så længe deres trafikmængder er små: mindre end 10 000 passagerer ved erhvervsmæssig lufttransport og højst 850 godsbevægelser om året.
Over 500 lufthavne opfylder ovennævnte kriterier, mens ca. 130 lufthavne er blevet fritaget på grund af lille trafikmængde, hvilket efterlader i alt 400 lufthavne, der anvender EU's sikkerhedsregler for dette område.
Du kan let finde ud af, om den lufthavn, du flyver til eller fra, ligger inden for EASA's kompetenceområde. Søg bare her. Bliv ikke overrasket over at se lufthavne i Réunion, Guadeloupe, Martinique eller Svalbard på listen. Disse lufthavne tilhører de såkaldte "oversøiske territorier", hvor EU-reglerne også gælder.
Din rejse gennem lufthavnen som passager, og hvordan EASA sørger for, at det er sikkert
Dit fly er ved at starte ombordstigning. Du når frem til flyet enten via en passagerbro, der er forbundet direkte med flyet, med bus eller blot ved at gå over forpladsen. Din sikkerhed reguleres af EU's lufthavnssikkerhedsregler, der sikrer, at du kommer sikkert frem til flyet.
Du sidder inde i flyet, mens det gør klar til at køre på jorden. Der er et helt system til at sikre, at der ikke sker kollisioner på forpladsen, rullebanerne eller landingsbanen med andre luftfartøjer, køretøjer eller mennesker, og at dit fly kommer sikkert frem til afgangspositionen. Tag et kig ud af vinduet: Du vil se markeringer på belægningen og skilte. Hvis det er nat, eller der er dårlig sigtbarhed, vil du også bemærke, at lysene på belægningen er tændt – det er også reguleret af EASA.
F.eks. angiver farverne på markeringerne på belægningen bestemte steder på lufthavnens infrastruktur. Hvis du ser gule markeringer, er dit fly enten på forpladsen eller på en rullebane. Hvide markeringer betyder, at dit fly er kommet frem til start- og landingsbanen. Da lufthavne bruges af luftfartøjer og piloter fra hele verden, har alle lufthavne de samme markeringer og lys og skal opfylde de samme konstruktionskrav. Dette sikrer, at piloter ikke bliver forvirrede og kan navigere sikkert uanset flyvepladsens beliggenhed.
Dit fly starter eller lander. Det er de mere risikofyldte faser af flyvningen. EU's lufthavnssikkerhedsregler sikrer, at start- og landingsbanen er udformet korrekt, og at overfladen holdes i tilstrækkelig god stand, fri for forhindringer og affaldsgenstande. Derudover er lufthavnens rednings- og brandslukningstjenester klar til at handle øjeblikkeligt i tilfælde af en nødsituation, og deres kapacitet er også fastlagt i reglerne.
Disse fagfolk er blandt de mange usynlige helte inden for luftfartssikkerhed. Vi håber altid, at der ikke bliver brug for dem, men sørger for, at de er der, når det gælder.
Lufthavne og vigtige risikoområder
På grund af lufthavnes komplekse natur kan deres drift være risikabel, og derfor skal sikkerhedsproblemer identificeres, håndteres og overvåges. EASA samarbejder med sine interessenter om at identificere eventuelle sikkerhedsproblemer og beslutte, hvordan de løses. Som følge af dette arbejde er en række sikkerhedsspørgsmål blevet identificeret, tildelt en prioritering og knyttet til et centralt risikoområde.
De vigtigste risikoområder er fastlæggelse af den mest sandsynlige type ulykker, som en hændelse kunne have udviklet sig til. Du kan læse mere om mulige sikkerhedsproblemer for lufthavne, og hvordan de relaterer til de 10 centrale risikoområder, i den europæiske plan for luftfartssikkerhed.
De fleste af sikkerhedsproblemerne i lufthavnene er knyttet til det centrale risikoområde "skader på luftfartøjet forårsaget på landjorden" og stammer fra groundhandlingaktiviteter. Det er derfor, det blev besluttet også at regulere groundhandlingaktiviteter. Det er den nye forordning, der forventes at blive offentliggjort i slutningen af 2024, som nævnt tidligere.