Passagerers vægt og hvorfor det har betydning for sikre og effektive flyveoperationer

THIS PAGE IS ALSO AVAILABLE IN:

En gang imellem kommer det frem i nyhederne, at "Flyselskab X vil veje sine passagerer", hvilket godt kan undre nogle. Hvad skal det gøre godt for? En mand, en kvinde med håndbagage og to børn kigger på flyvepladsen inde fra lufthavnsterminalen

Når luftfartsselskaber vejer passagerer, handler det om sikkerhed og effektivitet. Luftfartøjer er certificeret mod maksimal startmasse, som omfatter selve luftfartøjets masse plus masser for passagerer, bagage, brændstof og andre lastelementer. Selv om der er en teknisk forskel mellem "masse" og "vægt", er det lettest at tale om vægt, da dette er noget, alle forstår, og som er let at måle. 

Som du kan forestille dig, ville det være temmelig vanskeligt at veje alle passagerer, alle besætningsmedlemmer og alle stykker håndbagage før hver enkelt flyvning. Derfor bruges der standardgennemsnit til disse beregninger. Disse standardgennemsnit er defineret i reglerne for flyveoperationer og revideres regelmæssigt for at sikre, at de afspejler den aktuelle udvikling og overholder sikkerhedsmargenerne. Sikkerhedsmargenerne er nødvendige for at tage højde for variationer i passagerernes vægt eller i andre lastelementer. Og det er derfor, der af og til er behov for at gennemføre sådanne undersøgelser af passagerernes vægt – for at kontrollere, at standardgennemsnittene stadig er korrekte.

Hvorfor er vægt så vigtig?

Vægten har betydning for luftfartøjets ydeevne: 

  • Start og landing: Tungere fly har brug for længere afstande til start og landing. Landingsbanens længde skal svare til den afstand, der kræves for at garantere sikker start og landing. Hvis start- og landingsbanen er for kort, vil flyets samlede vægt skulle reduceres. 
  • Brændstofforbrug: Større vægt betyder højere brændstofforbrug, hvilket påvirker effektiviteten og omkostningerne ved flyvninger.
  • Nyttelast og rækkevidde: Øget passagervægt kan reducere den mængde fragt, et fly kan transportere, eller forkorte den afstand, flyet kan tilbagelægge.

Reglerne for flyveoperationer (forordning (EU) nr. 965/2012, hvis du vil vide mere) kræver, at et luftfartøj ikke må starte, hvis dets startmasse overstiger den certificerede maksimale startmasse. 

Ikke bare vægt, men også balance

En korrekt vægtfordeling er afgørende for at holde luftfartøjets tyngdepunkt inden for sikre grænser. Den korrekte placering af tyngdepunktet er afgørende for flyets stabilitet og kontrol. Det har også en indvirkning på brændstofforbruget. Flyselskaberne kan justere fordelingen af passagersæder og fragt for at sikre, at flyets tyngdepunkt er inden for sikre grænser. Det er med til at opretholde stabilitet og effektivitet under flyvningen. Hvis piloten nævner "trim", er det dét, han mener.

Vægtkontrol før hver flyvning

Luftfartsforetagender bruger ikke udelukkende standardvægte i deres daglige operationer. Før hver flyvning modtager luftfartøjschefen udtømmende masse- og balancedokumentation, herunder data om antallet og typen af passagerer (f.eks. antallet af spædbørn og børn), der forventer at gå om bord, for at kontrollere, at begrænsningerne ikke overskrides. Chefen skal godkende og kontrasignere masse- og balancedokumentationen for flyvningen og vil kræve passende ændringer, hvis dokumentationen ikke er tilfredsstillende. Hvis den faktiske vægt er større end forventet, kan luftfartsselskaberne træffe foranstaltninger såsom at reducere antallet af passagerer eller fragt, justere brændstofmængden eller omfordele passagerer og bagage for at opretholde balancen.

EASA's undersøgelser vedrørende passagervægt 

forside af EASA-rapporten med titlen: Gennemgang af standardpassagervægten

EASA har gennemført undersøgelser vedrørende passagervægt for at yde statistisk støtte til vurderingen af, hvorvidt nuværende passager- og bagagevægtangivelser er passende afspejlet i forordningerne om flyveoperationer for at opfylde kravene til luftfartøjsmasse og balance.

Den seneste undersøgelse fra 2022 konkluderede, at den gennemsnitlige passagervægt for en voksen med håndbagage var 84 kg. Det betyder, at der ikke var nogen væsentlig ændring i passagervægten i forhold til den forrige undersøgelse, og at de nuværende bestemmelser fortsat er passende. 

Hold dig orienteret

Opret en konto, og følg os på EASA Light for at holde dig opdateret.