Luftfart er den sikreste transportform. I 2023 fandt der i Den Europæiske Union (EU) over 7,3 millioner kommercielle flyvninger sted uden nogen dødsulykker, der involverede en operatør fra en EASA-medlemsstat. Det er i gennemsnit 20 000 flyvninger om dagen – og mange, mange flere passagerer – der flyver sikkert hver dag!
Disse data kommer fra EASA's årlige sikkerhedsoversigt for 2024, men rapporter fra tidligere år viser også et ekstremt lavt antal dødsulykker, der involverer en operatør fra en EASA-medlemsstat. Den årlige sikkerhedsoversigt er en særdeles vigtig rapport, som EASA udarbejder hvert år, og som ser på den civile luftfarts sikkerhedsresultater i det foregående år og identificerer de mest almindelige typer af alvorlige hændelser og ulykker, som den europæiske luftfart oplever i dag. Den afspejler EASA's urokkelige engagement i luftfartssikkerhed og industriens fælles indsats for at opretholde de højeste sikkerhedsstandarder.
Den årlige sikkerhedsoversigt gælder ikke kun store kommercielle fly. Den gælder en bred vifte af lufttransportmidler og andre dele af den civile luftfart:
- flyvemaskiner (kommercielle, specialiserede operationer og ikke-kommercielle operationer)
- rotorluftfartøjer – bedst kendt blandt den brede offentlighed som "helikoptere" (kommercielle, specialiserede operationer og ikke-kommercielle operationer)
- balloner
- svævefly
- ubemandede luftfartøjssystemer/droner
- flyvepladser og groundhandling
- lufttrafikstyring/luftnavigationstjenester.
Den årlige sikkerhedsoversigt er med til at identificere sikkerhedsspørgsmål, som yderligere vurderes og prioriteres ved hjælp af EASA-medlemsstaternes og luftfartsindustriens erfaringer, så dataene kan kædes sammen med agenturets nuværende og fremtidige strategiske prioriteter. Risikoporteføljen (listen over sikkerhedsspørgsmål) samt sikkerhedsprioriteterne og de afhjælpende foranstaltninger er alle indeholdt i den europæiske plan for luftfartssikkerhed. Læs videre for at få mere at vide om den europæiske plan for luftfartssikkerhed senere i denne artikel.
Datakilder
Dataene i den årlige sikkerhedsoversigt er baseret på de hændelser, som agenturet har indsamlet information om via to specifikke datakilder:
-
EASA's database over hændelser
Den omfatter hændelser og andre sikkerhedsrelaterede oplysninger, der indberettes til agenturet, samt ulykker og alvorlige hændelser, der indberettes til agenturet af sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder i hele verden. Dette suppleres af oplysninger, som EASA har indsamlet fra andre kilder.
- Det europæiske centrale register
Det europæiske centrale register (ECR) er den centrale database over alle hændelser og andre sikkerhedsrelaterede oplysninger, der indberettes til de kompetente myndigheder i EASA-medlemsstaterne.
Betydningen af indberetning og processen for sikkerhedsrisikostyring
Hyppigheden af indberetninger af hændelser indgår også i den årlige sikkerhedsoversigt. Det er vigtigt at overvåge antallet af indberetninger, da de er en indikator for ændringerne i sikkerhedskulturen i Europa. Mens et højt antal alvorlige ulykker bestemt ikke er et godt tegn, kan et stort antal indberetninger betragtes som et tegn på en god sikkerhedskultur. Det betyder, at der bliver taget hånd om potentielle risici.
Systemet til indberetning af hændelser er grundlaget for processen for sikkerhedsrisikostyring. Indberetningerne indgår i agenturets proces for sikkerhedsrisikostyring, der giver oplysninger om de vigtigste sikkerhedsrisici og giver agenturet og de nationale kompetente myndigheder et effektivt system til både at overvåge og reagere på de mest udbredte sikkerhedsrisici.
Den årlige sikkerhedsoversigt er en vigtig del af den europæiske proces for sikkerhedsrisikostyring, hvor EASA, de nationale luftfartsmyndigheder og industrien arbejder sammen om at identificere prioriteterne for luftfartssikkerheden i Europa.
Processen for sikkerhedsrisikostyring


1. Identificering af sikkerhedsspørgsmål

2. Vurdering af sikkerhedsspørgsmål

3. Definition og planlægning af sikkerhedsforanstaltninger

4. Gennemførelse og opfølgning

5. Måling af sikkerhedsresultater
Den europæiske proces for sikkerhedsrisikostyring udmønter sig i de forskellige sikkerhedsforanstaltninger i den europæiske plan for luftfartssikkerhed (EPAS).
Den europæiske plan for luftfartssikkerhed er hovedreferencen for luftfartssikkerhed, og den er også et af hovedresultaterne af EU's proces for sikkerhedsrisikostyring. Den fastlægger de strategiske sikkerhedsprioriteter og -mål for det europæiske luftfartssystem. Den præsenterer også de vigtigste sikkerhedsspørgsmål, der påvirker dette system, og definerer de nødvendige foranstaltninger til at mindske disse risici og yderligere forbedre luftfartssikkerheden i Europa. Planen er udarbejdet af EASA med tekniske input fra EASA's rådgivende organer, der repræsenterer medlemsstaterne og industrien.
Den europæiske plan for luftfartssikkerhed danner også grundlag for EASA's reguleringsaktiviteter, en anden opgave, som EASA varetager for at forbedre luftfartssikkerheden.
Den årlige sikkerhedsoversigt, sikkerhedsrisikostyringsprocessen, den europæiske plan for luftfartssikkerhed og regulering – disse forskellige aktiviteter er indbyrdes forbundet i retning af ét fælles EASA-mål: fortsat at kunne fremvise solide resultater inden for luftfartssikkerhed for både EU-borgere og borgere i andre lande.
Du kan tjekke alle årlige sikkerhedsoversigter på EASA Pro (findes kun på engelsk).
Hold dig orienteret om, hvad der gør luftfarten sikker, og meget andet
Registrer dig på EASA Light og få besked, når der udkommer nye artikler. Læs mere om luftfartssikkerhed, bæredygtighed, innovation og mere!