EASA's regulerende rolle: øget sikkerhed, miljøbeskyttelse og innovation via regelfastsættelse

THIS PAGE IS ALSO AVAILABLE IN:

Som reguleringsagentur spiller EASA en ledende rolle i regelfastsættelsen inden for den civile luftfart – processen for udarbejdelse og vedligeholdelse af regulatorisk materiale.

Ændringer af eksisterende forordninger eller i nogle tilfælde endda af nye forordninger er nødvendige fra tid til anden for at opretholde eller øge sikkerhedsniveauet:

  • for at fremme højere miljøstandarder eller
  • for at muliggøre en sikker og bæredygtig integration af nye teknologier eller andre innovative koncepter.

Et godt eksempel på sidstnævnte er EASA's udtalelse om innovativ luftmobilitet, som udfyldte et lovgivningsmæssigt tomrum, hvad dette nye koncept angår. I denne udtalelse, som blev udsendt i 2023, blev der indført et omfattende sæt operationelle krav til elektriske lufttaxaer med pilot, som dækker områderne drift, certificering af flybesætninger og lufttrafikregler, lufttrafikstyring, indledende og fortsat luftdygtighed, og droner.

Men hvad er en EASA-udtalelse, hvordan når vi frem til den, og hvad sker der efterfølgende? 

Oversigt over regelfastsættelsesprocessen

Lad os bare være ærlige: At udarbejde regulatorisk materiale er ikke det mest ophidsende aspekt af luftfart, men det er en uundværlig opgave, hvis vi vil have sikker luftfart.

Regelfastsættelse er en omfattende proces med flere faser, der ofte strækker sig over flere måneder eller – ofte – år. Forskellige parter er involveret, herunder rådgivende organer, eksperter, berørte parter og i mange tilfælde offentligheden . tre hænder, der hver holder en brik til et puslespil

Det er vigtigt, at EASA lytter til dem, der har ekspertisen, og til dem, der er berørt. Dette sikres, hvor det er nødvendigt, ved at inddrage eksperter og interessenter og berørte parter i udarbejdelsen af forslag til regler og i alle tilfælde ved at sende forslagene til regler til høring, det være sig offentligt eller med en fokuseret gruppe af interessenter og berørte parter. På den måde kan borgere og luftfartsinteressenter komme til orde og bidrage aktivt til processen. 

Ligeledes er det vigtigt, at EASA er gennemsigtig med hensyn til, hvem agenturet samarbejder med om udarbejdelsen af regulatoriske forslag, og hvilke bemærkninger under høringen, der prægede det endelige regulatoriske materiale, og hvordan. Derfor fremlægger EASA denne information, når agenturet færdiggør en regelfastsættelsesproces.
Ansvaret for den endelige godkendelse af reglerne ligger hos enten Europa-Kommissionen ("hård lovgivning") eller EASA ("blød lovgivning"). 

Nogle vigtige punkter:

  • Sikkerhed er altid altafgørende: Opretholdelsen af et højt sikkerhedsniveau inden for luftfart er ikke til diskussion hos EASA. Når EASA foreslår nye regler eller ændringer af regler, står agenturet altid inde for, at sikkerhedsniveauet mindst svarer til de nuværende standarder. 
  • Nye regler kommer ikke af ingenting: Rationalet bag hver ny regel eller ændring forklares, deres nødvendighed begrundes, deres virkninger vurderes, og processen anskueliggøres for dem, der skal anvende reglerne.  
     

 

Iværksættelse af en regelfastsættelsesforanstaltning 
 

Agenturets regelfastsættelsesprogram offentliggøres i den europæiske plan for luftfartssikkerhed, der ajourføres mindst én gang om året. Tænk på den europæiske plan for luftfartssikkerhed som en luftfartssikkerhedsbibel: Den identificerer de største sikkerhedsrisici og andre problemer, der påvirker det europæiske luftfartssikkerhedssystem, og opstiller de krævede foranstaltninger for at mindske disse risici. Én af disse afbødende foranstaltninger kan være at iværksætte en regelfastsættelsesopgave.

En regelfastsættelsesopgave (og enhver anden foranstaltning knyttet til den europæiske plan for luftfartssikkerhed) kommer ikke ud af det blå.  Forud går en grundig vurdering af f.eks. en sikkerhedsrisiko, og hvorvidt og hvorfor der er behov for en intervention fra EASA.

Når tiden er inde til at iværksætte en regelfastsættelsesopgave i henhold til den europæiske plan for luftfartssikkerhed, informerer EASA offentligheden herom ved at udstede kommissoriet for regelfastsættelsesopgaven. Dette gør f.eks., at interessenter kan forberede sig på at give deres mening til kende.

Kommissoriet danner ramme for regelfastsættelsesopgaven: Det forklarer rationalet ("hvorfor") bag den krævede regelfastsættelsesaktivitet og de arbejdsmetoder, som EASA vil anvende i regelfastsættelsesprocessen ("hvordan").

I særlige tilfælde kan der træffes regelfastsættelsesforanstaltninger, selv om der ikke er taget højde herfor i den seneste udgave af den europæiske plan for luftfartssikkerhed. EASA's administrerende direktør rådfører sig derefter med Europa-Kommissionen og EASA's rådgivende organer, inden foranstaltningen iværksættes. Denne foranstaltning indgår derefter i den efterfølgende ajourføring af den europæiske plan for luftfartssikkerhed.

 

Udkast til regulatorisk materiale

 

EASA vil udarbejde et første udkast til regulatorisk materiale, når det er nødvendigt, med støtte fra eksterne eksperter, som f.eks. agenturets rådgivende organer, eller interessenter eller berørte parter.

Udkastet til regulatorisk materiale kan omfatte ét eller flere af følgende punkter:

  • udkast til regler
  • udkast til acceptable måder for overensstemmelse
  • udkast til vejledningsmateriale
  • udkast til certificeringsspecifikationer
  • udkast til detaljerede specifikationer.

(En forklaring på acceptable måder for overensstemmelse, vejledningsmateriale, certificeringsspecifikationer og detaljerede specifikationer kan findes i slutningen af denne artikel). 

 

Høringsfase

 

EASA gennemfører en høring i forbindelse med alle udkast til regulatorisk materiale i form af en meddelelse om foreslåede ændringer for at indsamle synspunkter fra en bredere vifte af interessenter og om nødvendigt ændre det oprindelige udkast til forslag i overensstemmelse hermed, inden det endelige regulatoriske materiale udstedes.

Afhængigt af emnet/reguleringsområdet/de berørte parter rækker EASA ud til enten offentligheden eller på mere målrettet vis til specifikke grupper af rådgivende organer og/eller andre berørte parter og interessenter.

Hver meddelelse om foreslåede ændringer indeholder også en forklarende del, der beskriver:

  • hvordan det regulatoriske materiale blev udarbejdet
  • hvorfor det blev besluttet at regulere området
  • konsekvenserne (ud fra et socialt, økonomisk og miljømæssigt perspektiv/proportionalitetsperspektiv)
  • hvordan forslaget skal reducere sikkerhedsrisikoen eller at løse andre problemer, der udløste regelfastsættelsesforanstaltningen.

 

EASA's udtalelse

 

For så vidt angår "hård lovgivning" udsteder EASA – efter at have taget hensyn til de bemærkninger, der blev modtaget i høringsfasen – det endelige udkast til regulatorisk materiale i form af en udtalelse. En EASA-udtalelse er en officiel publikation, der fremsendes til Europa-Kommissionen, og som indeholder forslag til nye forordninger eller ændringer heraf. Den indeholder også en forklarende del og redegør for, hvilke bemærkninger EASA har modtaget under høringen om meddelelsen om foreslåede ændringer, og hvordan disse er blevet taget i betragtning.

 

Europa-Kommissionens rolle

 

Når EASA offentliggør en udtalelse, starter lovgivningsprocessen i Europa-Kommissionen, og den fortsætter således uden for EASA's mandat. Europa-Kommissionen vil afgøre, om den vil ændre eller udstede forordninger baseret på indholdet af EASA's udtalelse. I denne proces inddrager Europa-Kommissionen også EU-medlemsstaterne i form af udvalgs- eller ekspertgruppehøringer. Når de nye eller ændrede forordninger er vedtaget, offentliggøres de i Den Europæiske Unions Tidende og træder normalt i kraft efter 20 dage. De kan dog være omfattet af en overgangsperiode, hvor de nye krav først finder anvendelse på et senere tidspunkt.

 

En afgørelse truffet af den administrerende direktør

 

For så vidt angår "blød lovgivning", udsteder EASA – efter at have taget hensyn til de bemærkninger, der blev modtaget i høringsfasen – det endelige regulatoriske materiale i form af en afgørelse truffet af EASA's administrerende direktør. Hvis denne bløde lovgivning er relateret til en igangværende lovgivningsproces i Kommissionen, f.eks. for acceptable måder for overensstemmelse med krav, der indføres af Kommissionen i en forordning, som beskrevet ovenfor, vil EASA først udstede sin afgørelse, når de nye eller ændrede forordninger er vedtaget og offentliggjort i EU-Tidende. EASA's afgørelse om "blød lovgivning" (offentliggøres på EASA's officielle publikation (dvs. EASA's websted)).

Fokus på EASA-terminologi inden for "blød lovgivning"

Acceptable måder for overensstemmelse: ikke-bindende standarder udstedt af EASA, som anvendes af personer og organisationer til at påvise overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1139 og med de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget på grundlag heraf.

Vejledningsmateriale: ikke-bindende materiale udstedt af EASA, som er med til at illustrere betydningen af delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter eller certificeringsspecifikationer og detaljerede specifikationer, og som tjener til at understøtte fortolkningen af forordning (EU) 2018/1139, af de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget på grundlag heraf, og af certificeringsspecifikationer og detaljerede specifikationer.

Certificeringsspecifikationer: ikke-bindende tekniske standarder udstedt af EASA, som angiver midlerne til at påvise overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1139 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget på grundlag heraf, og som anvendes af personer og organisationer med henblik på certificering.

Detaljerede specifikationer: ikke-bindende standarder udstedt af EASA med henblik på gennemførelse af forordning (EU) 2018/1139 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget på grundlag heraf.

For definitioner af Den Europæiske Unions "hårde lovgivning", såsom forordninger, gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter, henvises til: Typer af EU-lovgivning