Piloters helbred er en hjørnesten inden for flysikkerhed. Men har du nogensinde tænkt over, hvad der sker, når en pilot får mentale sundhedsproblemer? Flybranchen forbindes ofte med strenge helbredskrav og strikse tilsynsregler, hvilket kan give indtryk af, at ethvert helbredsproblem, uanset hvilken type, umiddelbart kan sætte en stopper for en pilots karriere. Systemet er dog nu mere indrettet på at gøre det modsatte, nemlig at hjælpe piloterne med at trives og have det godt, så de kan blive i jobbet så længe som muligt.
I løbet af det seneste årti har luftfartsbranchen i stigende grad indset, at mental sundhed skal være omfattet af den samme strukturerede og støttende tilgang som ved fysisk sundhed. Fokus har gradvist flyttet sig fra blot at identificere piloter, der muligvis ikke er egnet til at flyve, til at finde måder, hvorpå man kan hjælpe piloterne med at bevare både deres fysiske og psykiske helbred så længe som muligt. Flysikkerheden er det vigtigste fokusområde for EASA og også for luftfartssektoren som helhed – og mere åbenhed omkring mental sundhed kan i sig selv bidrage positivt ved at tilskynde piloter til at sige til og søge hjælp, hvis der er noget i vejen.
Hvad sker der, når en pilot anmelder et problem?
Der findes flere forskellige former for støtte til piloter, der oplever mentale sundhedsproblemer alt afhængig af situationen. Når det drejer sig om relativt små problemer, kan piloter få hjælp gennem støtteprogrammer, hvor kollegaer hjælper hinanden. Disse programmer giver piloter mulighed for at tale fortroligt med uddannede kolleger, der forstår det pres, som jobbet indebærer.
Ved alvorligere problemer, kan piloten henvises til en flyvelæge. Lægen vurderer situationen og beslutter, hvad der skal ske. I de fleste tilfælde betyder det, at piloten kan fortsætte med at flyve, enten med eller uden behandling og opfølgning, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.
Hvis der er behov for behandling, f.eks. medicinering, kan piloten midlertidigt undtages fra flyvearbejdet, indtil situationen har stabiliseret sig ved hjælp af behandlingen. De fleste piloter kan dog genoptage flyvearbejdet efter passende håndtering af deres tilstand, forudsat at bivirkningerne ved behandlingen ikke udgør nogen væsentlig sikkerhedsrisiko. Kun i meget få tilfælde medfører det, at helbredsgodkendelsen rent faktisk indrages i længere tid.
En udbredt misforståelse
En af de mest almindelige misforståelser blandt piloter er, at et mentalt sundhedsproblem automatisk medfører, at de mister helbredsgodkendelsen. Sådan er det ikke.
Mere end 60 % af de piloter, der anmelder et helbredsproblem, kan fortsætte med at flyve uden at blive suspenderet. Omkring 30 % kan have behov for behandling eller yderligere opfølgning, før de kan genoptage deres flyvearbejde. Kun under 10 % er udelukket fra flyarbejdet i længere tid.
Trods det er underrapportering stadig et problem. Undersøgelser tyder på, at over halvdelen af piloter med helbredsproblemer undlader at oplyse om dem. Dette kan være skadeligt både for den enkelte og for flysikkerheden. Ifølge reglerne skal piloter oplyse om enhver tilstand, der kan påvirke deres flyveegnethed, og bevidst at tilbageholde sådan information kan betragtes som bedrageri.
Forsinket håndtering af risikofaktorer eller sygdomsbehandling medføre desuden ofte, at tilstanden forværres, at der opstår komplikationer, og at prognosen bliver dårligere på et senere tidspunkt, når tegnene og symptomerne ikke længere kan skjules. Jo tidligere risikofaktorer for mental sundhed håndteres og en sygdom behandles, desto større er chancerne for at kunne vende hurtigt tilbage til flyvearbejdet igen.
Forebyggelse er vigtig.
Mentalt helbred kan være vanskeligere at vurdere end fysisk helbred, fordi symptomerne kan være mindre synlige og mere subjektive. EASA's strategi handler derfor i højere grad om forebyggelse.
Medarbejderstøtteprogrammer hjælper piloter med at genkende tidlige advarselstegn og tale om problemer, inden de bliver værre. Livsstilsrådgivning og -vejledning er også en del af den forebyggende strategi. Formålet er ikke helt at fjerne risici, hvilket er umuligt, men at håndtere dem på en ansvarlig og støttende måde.
Piloter gennemgår desuden regelmæssige helbredstjek i løbet af hele deres karriere. Efter den indledende certificering gennemføres der med jævne mellemrum opfølgende helbredstjek afhængigt af faktorer som alder og sygehistorie. Det sker med intervaller, der varierer fra fem år til seks måneder, afhængigt af typen af helbredsgodkendelse og alder.
Samarbejde over hele Europa
EASA arbejder tæt sammen med medlemsstaterne om at støtte en harmoniseret gennemførelse af medicinske regler og fremme bedste praksis. Dette omfatter standardiseringskontrol, regelmæssige drøftelser med flyvelæger og deltagelse i internationale konferencer.
Agenturet arbejder også på at fremme debatten om mental sundhed på globalt plan. Med præsentationer og udvekslinger mellem internationale partnere kan vi dele erfaringer og fremme forebyggende tiltag uden for Europa.
Hvordan ser fremtiden ud?
Kravene til mental sundhed er under fortsat udvikling. I forlængelse af MESAFE-forskningsprojektet nedsatte EASA for nylig en regelfastsættelsesgruppe, som skal undersøge bestemmelserne om mental sundhed inden for luftfarten yderligere. Gruppen vil f.eks. undersøge brugen af visse lægemidler og mulige kombinationer, der kan gøre det muligt for piloter at fortsætte med at flyve sikkert under bestemte forhold.
Resultaterne af dette arbejde forventes at bidrage til et ændringsforslag, der efter planen vil blive offentliggjort i 2027.
MESAFE er et forskningsprojekt inden for EASA, der gennemføres i perioden 2022–2024. Forskningsprojektet vurderede nye medicinske fremskridt inden for både tidlig diagnosticering og behandling af mentale helbredsproblemer, der kan medføre, at piloter og flyveledere ikke længere opfylder tjenestekravene eller til en begrænsning af deres helbredsgodkendelse af sikkerhedsmæssige årsager.
Du kan læse mere om dette projekt og resultaterne på EASA Pro (findes kun på engelsk)
Ved at øge forståelsen, styrke støttesystemerne og modarbejde fordomme kan piloter og andet sikkerhedsrelevant personale inden for luftfartsbranchen, såsom flyveledere og kabinepersonale, får den hjælp, de har brug for, og samtidig opretholde det høje sikkerhedsniveau, som passagererne forventer.